::::: Klik her og hop direkte til Danish Gallery og se flere af denne samt andre billedkunstneres malerier...( www.DanishGallery.dk - moderne galleri online, med salg af malerier / moderne kunst ) :::::



Poetisk romantik og sanselighed – Sådan hører jeg ofte min kunst beskrevet. Jeg har i mit professionelle virke altid arbejdet med mennesker – og måske også derfor, jeg i dag hovedsageligt portrætterer mennesker.

Mit univers omhandler det sensuelle - hos individet såvel som i relationen. Hensigten er ikke at male præcist eller at forklare hvorfor. Det handler om at blive berørt af de følelser, der opstår.

Jeg er født 1970 og har mit atelier i hjørnet af garagen i Frederikssund. Jeg er selvlært billedkunstner inspireret af flere moderne nutidige kunstnere som den engelske kunstner Andrew Salgado og den sydafrikanske kunstner Lionel Smit.

At tegne og male er meditation for sjælen - Det er essensen af, hvorfor jeg i sin tid begyndte at male. Jobbet som HR Advisor i en større dansk international virksomhed er ofte krævende, og der er behov for et modspil. Et sted hvor jeg kan koble af, slippe tankemylderet og blive ladet op igen. Den meditative tilstand jeg kommer i, når jeg er i flow med pensler og lærred, skaber for mig balance og ro i en hektisk hverdag.

Jeg arbejder fortrinsvis med akryl på lærred, men også gerne med akvarel på papir. Farvevalget spænder vidt, lige fra de stærke kontraster til de mere sarte nuancer i akvarellerne. Jeg er nok bedst kendt for mine moderne figurative malerier og portrætter, min brug af stærke farver og udtryk af intense følelser og sanselighed. Jeg maler intuitivt og ofte uden en forudgående plan eller hensigt.

Jeg udstiller i det meste af Danmark, og har senest været præsenteret på gallerier i Nordjylland samt på Galleri Visual Attack i København. Jeg brænder for at komme ud med min kunst. Nyder at deltage på udstillinger og messer og ikke mindst at høre de mange skønne kommentarer, når folk bliver ramt af de følelser, som mine værker vækker i dem. I 2016 fik et af min malerier anerkendelsen ”blåt mærke” af de 5 censorer ved Amatørkunstnernes Forårsudstilling.

Mit ønske er, at mine billeder efterlader betragteren berørt af en stemning og med lyst til fordybelse.


I 2017 vil Karina Thomas være repræsenteret på Hillerød Kunstdage og Art Nordic.




Af tidligere udstillinger kan nævnes:

Galleri Visual Attack

Forårsudstilling - Fjends Kunstforening

Forårsudstilling Galleri Gyllegaard - Ålbæk

Kunst på Musicon - Roskilde

Langes Magasin - Frederikssund

Metalskolen Jørlunde, Fjordkunst

Elværket Frederikssund

"Lokale Kunstnere" Furresø Kunstforening, Farum Kulturhus

Kvinder & Kunst, Frederiksborg Centret, Hillerød

Galleri Vognporten, Mariager Museum

Fjordkunst Fællesudstilling, Kulturhuset Østersvej 4, Frederikssund

Helsingør Kunstgalleri